Den Syngende Hat

En dramatisk og morsom historie om drømme og håb – og om at opdage originaliteten i sig selv.

I et futuristisk samfund uden musik og melodier har menneskene mistet evnen til at synge. På en tilfældig station, på en tilfældig perron, midt i hverdagens travlhed møder vi en gøgler med en hat. Denne hat har en hel unik egenskab; den får bæreren til at synge og derigennem udtrykke sit inderste jeg.

Foruden den mystiske gøgler optræder også en dreng og en pige. Drengen forsøger at hjælpe pigen med at indfri sine drømme, men det får bragt dem begge i en slem knibe – og hatten falder i de forkerte hænder. For på perronen møder vi også en travl kvinde. Opslugt af iver efter penge og magt forsøger hun at udnytte hattens kraft til egen vinding.

_____________________________________________________________________________________

Foruden den overordnede historie om hatten og dens indflydelse på dem, der bærer den, skildrer Den Syngende Hat på et dybere plan også udfordringen i identitetsdannelse.

Den endeløse granskning, om hvem man er, gør sig gældende i det private liv så vel som i hvervet som udøvende musiker. Sociale konstellationer og relationer til andre mennesker påvirker opfattelsen af andres og egen identitet. Dette mønster brydes i forestillingen med hatten, der fungerer uafhængigt af omgivelserne. Operaens fokus på originalitet og identitet rummer således latent en vigtig lektie for alle – unge som gamle.

Anmeldelser

Den Syngende Hat rammer her plet og opfylder sin mission: at få operaen ned i børnehøjde og gøre den vedkommende. Ingeborg Okkels, Seismograf Læs mere...
‘Den syngende Hat’ hepper åbenlyst på andre værdier, og gør det med smittende overskud. ✮✮✮✮✮✰ Randi K. Pedersen, Teateravisen Læs mere...
Den Syngende Hat